Header

Header

lørdag den 6. juni 2015

HVAD HANDLER DET OM?

Man kan godt kombinere holdning med humør. Seriøsitet med selvironi og politik med piano.... Og Kit synger smukt på ungdommens vegne: Du har en stemme - og den skal du bruge.... Og det er så sandt som det er sunget!
Jeg optog og indspillede med gode venners hjælp her i maj 2015

GRUNDLOVEN - OG STEMMERETTEN


Meget har der været talt om kvindernes valgret her i 100-året for Grundloven af 1915. Men knap så meget om det faktum at tjenestefolk på gårde og i byen faktisk også først fik stemmeret ved den anledning. Min Grundlovstale i år på Rødkilde Højskole handlede om dem, der banede vej for det fremskridt - og hvordan uddannelse af vores børn til også at være kritiske medborgere, også i dag er en forudsætning for at vores samfund kan udvikle sig.

Det var en dejlig dag i haven på højskolen...

torsdag den 30. april 2015

VORES LAND - har plads til flere farver

Jeg indspillede Vores Land med Debbie Cameron før sidste valg. Jeg synes vi er kommet et stykke vej videre, Ikke mindst når jeg ser, hvordan man nu modtager nye medborgere f.eks. på Samsø og Ærø - og ikke mindst ved festdagen for nye statsborgere på Christiansborg her forleden. Men derfor er den da stadig god at synge med på.....

torsdag den 11. september 2014


SPORT

Hvor var vi dog henne uden de frivillige..? Min holdleder på fodboldholdet, ham der kridter banen op - eller den der passer kiosken... Vores idræts-tradition i Danmark bygger i altovervejende grad på de frivillige. Lad os give dem de bedste rammer at arbejde under!

torsdag den 14. august 2014

HELT PRIVAT


Centrale danske samfundsinteresser på udenlandske hænder. Telekommunikation, luftfart og bilsyn for at nævne nogle. Privatiseringsbølgen, som startede med, at staten havde brug for kapitalindsprøjtning og bestyrelseserfaring, gik over gevind – og staten solgte ud. Hvorfor?


Jeg tror noget af forklaringen ligger i den massive mistænkeliggørelse af ”det offentlige” som mange har dyrket i årtier. Først var det den kommunale arbejdsmand, som man sagde ikke kunne stå oprejst uden en skovl at læne sig op ad – siden blev det en generel mistænkeliggørelse af bl.a. lærerne og deres indsats. De private kunne altid gøre det bedre. At få offentlig ejendom over på private hænder måtte derfor være en fordel. Det blændede åbenbart klarsynet hos selv socialdemokratiske finansministre.


Én ting er at få privat kapital og viden ind i et offentligt selskab – som man har gjort med DONG, hvor staten har aktiemajoriteten, men hvor der også er investeret af private som ATP, SEAS/NVE og PFA og ikke mindst de famøse ca. 18% som ejes af Goldman Sachs. Men at give slip på hele kontrollen med f.eks. et teleselskab for at opnå en kortsigtet gevinst, det er – ja, netop kortsigtet.


Vi skal arbejde for en anden politik. En politik, der også anerkender kvaliteterne i den offentlige sektor, og som sætter grænser for, hvad vi som samfund skal slippe kontrollen med.


Det er muligt, at det er de private virksomheder der skaber vækst. Men det er det offentlige der skaber sammenhæng i samfundet, og som overhovedet giver ordet ”vækst” mening. "Det offentlige" er os.



lørdag den 5. juli 2014

FESTIVAL OG FRIVILLIG

Mens jeg introducerer bands på Arena-scenen sælger min lokale fodboldklub øl i den anden ende af Roskilde Festivalen.

Frivillig indsats på flere måder....


Roskilde Festival er på mange måder et godt eksempel på frivilligheds-kulturen i Danmark. Det er individuelt initiativ og fællesskab når det er bedst...